Det kan lyde som en modsætning, at du skal slappe af for at få mere fra hånden. Men det er faktisk sandheden. Når du tillader dig selv at holde små pauser i løbet af dagen, får din hjerne lov til at restituere, og du bevarer energien og overskuddet i længere tid.

Ligningen er egentlig ganske simpel. Når du har arbejdet koncentreret med en opgave eller siddet i møde, har din hjerne brug for en pause. På præcis samme måde som når du har brug for at få pusten efter en løbetur, eller at din krop skal hvile sig efter styrketræning eller hårdt havearbejde.

Din hjerne er ikke indrettet til at koncentrere sig flere timer ad gangen, og hvis du forsøger, vil du hurtigt finde ud af, at du laver fejl, at opgaven bliver unødigt svær at løse, og at du bliver træt og tung i hovedet. Måske bliver du ovenikøbet vrissen og i dårligt humør.

Fem minutter er nok

Du bliver ikke kun træt, mens du sidder med opgaven. Du bliver også drænet for energi op ad dagen, og du ender nemt som en slatten karklud i sofaen om aftenen.

Det kan du undgå ved at holde mikropauser i løbet dagen. Fem minutter ad gangen er nok til at mærke en effekt. Små pauser, hvor du giver din hjerne lov til at koble af og blive klar til at tage fat igen.

Når du har taget et break på fem til 10 minutter, vil du føle dig mere klar i hovedet og kan bedre overskue den opgave, du er i gang med. Du vil bedre være i stand til at bevare overblikket og træffe de rigtige beslutninger, når du har holdt pause og givet din hjerne mulighed for at restituere.

Giv hjernen et frikvarter

Sidegevinsten er, at du også er mere frisk sidst på eftermiddagen og om aftenen. Det giver overskud til at lave lækker mad, at være nærværende med børnene og måske at komme afsted til træning eller en løbetur om aftenen i stedet for at sidde i sofaen med en slikskål inden for rækkevidde.

Med hvad skal jeg så lave i den pause, spørger du måske? Skal jeg bare kigge ud i luften? Og ved du hvad. Det er faktisk et rigtig godt bud.

Hvis du er vant til at sidde ved en computer, er det i hvert fald et must, at dine pauser er skærmfri og også gerne pauser, hvor du får bevæget dig lidt.

Få inspiration til pauser

Uanset hvad du beskæftiger dig med, er det en god idé at holde skærmfri pauser, fordi en skærm ikke giver din hjerne mulighed for at koble af.

Hvis du mangler idéer til sunde pauser, du kan holde på fem minutter, kan du hente inspiration i min guide: Hold pause og få mere overskud (den koster kun din mailadresse). I guiden kan du også få idéer til at huske at få holdt pauserne.

Rigtig god fornøjelse med at holde pause 😊