Heidi Juel Skovrider

- personen bag Skovrider Coaching

Jeg er certificeret ICI-coach ved Empowermind, mastercoach i personlig effektivitet ved Dorthe Rindbo og her gennemført forløbet Grundforløb i Selvværd ved Rikke Klindt.

Derudover har jeg gennem flere år beskæftiget mig med personlig udvikling, selvværd og stressforebyggelse ved at deltage i onlineforløb, læse kilovis af bøger og dagligt suge input til mig fra inspirerende mennesker.

Det har alt sammen givet mig en ballast til at hjælpe andre, og min passion er at hjælpe andre til at undgå at blive stressramte og udbrændte.

Jeg har selv været der, og det er forfærdeligt. Det har været lærerigt og udviklende for mig, men også meget smertefuldt.

Min mission:

Min mission er at hjælpe andre gennem samme udvikling, men uden at skulle knække sammen først igen (og igen) for at indse, at det er nødvendigt med ændringer og at tage hul på processen.

Jeg ønsker at hjælpe andre til at stå stærkt, til at kunne prioritere det vigtige i livet og at sætte mål og nå dem, men det skal ske på forkant. Inden det hele brænder sammen, og hvor der er lang vej op ad hullet først.

Jeg tror på, at stressforebyggelse er andet og mere end at kunne planlægge og prioritere. For først skal der indre styrke til. Først når du tror på, at du er god nok, som du er, og du har arbejdet med din mentale sundhed, er du klar til at planlægge og sætte mål. For så ved du, hvad der er vigtigt at prioritere og planlægge, og du har styrken til at sætte grænser og føre dine mål og drømme ud i livet.

Når du kommer dertil, vil du opleve ægte frihed til at være, den du er, du vil opleve overskud, og du vil have overblik.

Min baggrund:

Jeg har været ned ad mange veje i livet. Fordi jeg er nysgerrig både på mig selv, andre mennesker og de muligheder, som dukker op og bare ventet på at blive grebet.

Jeg er uddannet revisorassistent og regnskabsuddannet i tidernes morgen og har erfaring med regnskab og controlling hos Ikea, Tryg Pension og et par mindre virksomheder.

Som 29-årig besluttede jeg, at det var tid til et stort spring. At jeg ville noget andet i mit liv. Jeg var ude at rejse med en veninde. Fem uger rundt i New Zealand, og det var helt fantastisk. I slutningen af rejsen sad vi på en strand og skuede ud over det smukke hav og naturen. Der gik det op for mig, at jeg ikke ville tilbage til det, jeg lavede, for det gav mig ingen glæde. Jeg havde fantastiske kolleger, og alligevel var jeg ikke glad for at gå på arbejde. Jeg besluttede at gå efter det, der altid havde været min drøm, men som jeg ikke havde turdet satse på tidligere: jeg ville være journalist.

Så da jeg kom hjem fra New Zealand, søgte jeg ind og blev optaget på journaliststudiet. Jeg fejrede 30 års-fødselsdag på rusturen, var næsten alderspræsident og følte mig på den måde lidt malplaceret. Men det var det, jeg ville, og nu har jeg snart været en del af journalistikkens forunderlige og vidunderlige verden i et par årtier.

Jeg har aldrig fortrudt den beslutning, jeg tog på stranden i New Zealand. Sådan er det jo for det meste med beslutninger. Vi fortryder sjældent de beslutninger, vi tager, men fortryder i højere grad de beslutninger, vi ikke tager.

Og nu har jeg taget en ny beslutning om at lade journalistikken glide i baggrunden for at arbejde som coach for tidligere stressramte, men jeg slipper ikke det essentielle fra journalistikken. Jeg er stadig nysgerrig på mennesker, og på alt det de rummer. Det er helt fantastisk, hvad vi mennesker kan udrette, når vi tror på os selv, er passionerede og ved, hvad vi vil med livet.

Vil du også mærke livsglæden boble og have hjælp til at leve det liv, du brænder for, så kontakt mig.

Jeg tilbyder en gratis samtale, hvor vi kan få afklaret, om vi er det rette match.

Min personlige historie:

En konstant følelse af, ikke at slå til

For at forstå, hvorfor Skovrider Caching er opstået, og hvad jeg vil med virksomheden, får du her min historie.

Jeg hedder Heidi Juel Skovrider, og når jeg har tidligere stressramte som målgruppe i min virksomhed, er det, fordi jeg selv har været stressramt.

Udefra set var alting i skønneste orden. Jeg arbejdede som journalist og var glad for mit arbejde. God løn, spændende opgaver, kloge og inspirerende kolleger. Gift, to velfungerende børn, hus og have, ingen konflikter med venner eller familie. Alt i alt et trygt og ganske normalt liv uden de store rutsjeture.

Problemet var bare, at jeg havde det helt ad h…… til.

Jeg var ved at blive ædt op indefra af min egen følelse af utilstrækkelighed, ikke at være god, ikke føle mig elsket nok. Jeg havde en konstant følelse af ikke at slå til.

Hver aften tænkte jeg, at i morgen vil jeg gøre det anderledes. Tage mig sammen og få ordnet dit, dut og dat, ikke råbe af børnene og være mere glad.

Dengang vidste jeg ikke, at det var mine egne indre dæmoner, jeg kæmpede mod.

Jeg troede, jeg kæmpede mod min mand, som da godt lige kunne tage og bidrage lidt mere til alle de praktiske opgaver hjemme, at jeg kæmpede mod dårligt arbejdsmiljø på mit arbejde, at jeg kæmpede mod veninderne, der talte om sig selv hele tiden. Jeg kæmpede mod alle dem, som ikke kunne se, hvor hårdt jeg havde det, og hvor synd det var for mig.

Problemet var bare, at der kom ikke nogen og reddede mig.

Så jeg svømmede rundt i det store offerbassin, og der skete ikke andet, end at jeg blev mere og mere træt. Udmattet. Og til sidst udbrændt.

Problemet var, at jeg troede, jeg kunne knokle mig til en bedre tilværelse. Jeg gjorde det ikke bevidst, men jeg troede, at hvis jeg havde styr på alt omkring børnene, så ville jeg blive mere glad. At hvis jeg fik nogle nye arbejdsopgaver på jobbet, så ville jeg blive glad. At hvis manden ville gøre mere rent og tage mere ansvar, så ville mit liv blive meget lettere og sjovere.

Men uanset hvor meget jeg knoklede, og hvor meget jeg prøvede at ændre på tingene og på andre mennesker, så skete der ingenting. Jeg blev bare mere og mere træt og udkørt.

Det var først, da jeg trak stikket og stoppede op, jeg begyndte at kunne tage fat på det, der er kernen:

For det første at sætte tempoet og ambitionerne ned. Og langsomt begynde at mærke efter hvad jeg har behov for, at turde sætte mig selv først og at sætte grænser.

Har det været let? Nej, det kan jeg love dig for, at det ikke har. Er mit liv bare lyserødt nu? Nej, overhovedet ikke. Jeg har også dage, hvor jeg er træt og irriteret, hvor jeg spiser alt for meget chokolade i sofaen om aftenen, og hvor jeg ikke orker noget som helst. Den store forskel i forhold til tidligere er, at jeg ved hvorfor, og hvad jeg skal gøre ved det.

Jeg har været gennem et kæmpe arbejde med først at skulle erkende det nederlag, jeg følte, det var ikke at kunne klare alting. Jeg har været gennem en sorg over, hvor ringe jeg har behandlet mig selv og andre, og jeg har brugt måneder på at lære at mærke efter i kroppen i stedet for at prøve at tænke mig til alting.

Jeg øver mig stadig, og det vil jeg nok gøre for altid. Jeg kan ikke undgå – det kan ingen mennesker undgå – at komme til at løbe for stærkt, at træffe forkerte valg eller opleve kriser.

Men nu har jeg redskaberne til at forstå, hvad det er, der sker, når tingene går for hurtigt, og jeg ikke har mig selv med i det, og ikke mindst ved jeg, hvad jeg skal gøre for at komme tilbage på det spor, hvor jeg er min egen bedste ven og træffer kærlige beslutninger.

Tak, fordi du læste med. Forhåbentlig kan min historie få dig til at tænke over, om det mon er på tide at stoppe op og gøre noget andet. Vende ryggen til det liv, der har ført til stress og måske er på vej til at gøre det igen.

Stoppe op og skabe dig det liv, du drømmer om i stedet for at leve et liv, der er baseret på andres forventninger og normer. Du kan skabe et liv, der er fyldt med alt det, der gør dig glad og fylder dig med energi og overskud.

Pas godt på dig selv og husk at være din egen bedste ven ♥

Hent guiden “Hold pauser og få mere overskud”

Skriv dit navn og din email i felterne her, så jeg ved, hvor jeg skal sende guiden hen:

Navn:
E-mail:

Når du siger ja tak til guiden, siger du samtidig ja tak til at blive meldt til mit nyhedsbrev,
hvor du får mere inspiration til et liv med overskud og overblik samt lejlighedsvise tilbud.