Du kender nok ordet omsorg. At drage omsorg.

Ifølge Den danske Ordbog betyder det at tage sig af og at være kærlig og hensynsfuld. Mange forbinder det med syge- eller ældrepleje og med moderlig omsorg. Det er naturligt for os at tage os af de mennesker, der har brug for vores hjælp.

Der findes også ordet selvomsorg, og når jeg taler om selvomsorg eller egenomsorg, mener jeg den omsorg, du giver til dig selv.

Hvordan går det med den form for omsorg?

Tager du ansvar for, at du har det godt og er glad?

Det er du nødt til, for du er den nærmeste til at vide, hvad du har brug for. Du er den bedste til at passe på dig.

 

Ingen gættekonkurrence

 

Vi kan nemt komme til at lægge det i hænderne på andre at skulle drage omsorg for os. Så håber vi på, at andre kan se, mærke eller gætte, hvad vi har brug for. 

Problemet med det er, at vi tit vil ende med følelsen af, at det alligevel ikke var det helt rigtige, vi fik. Eller en følelse af, at vi kun fik det, fordi vi bad om det.

Det er, fordi det er umuligt for andre at lege gættekonkurrence. Ingen kan vide, hvordan du har det i din krop og i dit sind. Derfor er du den nærmeste til at mærke efter, hvad du har brug og give det til dig selv.

Okay, det blev måske lidt abstrakt, så jeg vil foreslå en lille øvelse.

 

Skal du tisse?

 

Jeg plejer at sige til mine klienter, at de skal starte med at mærke efter, om de skal tisse. Det lyder måske skørt, men det er et godt sted at starte, når du skal øve dig i at mærke efter. Hvis du skal tisse, så gå på toilettet i stedet for at holde dig.

Næste skridt bliver at mærke efter, hvad du har behov for.

Stop op og træk vejret dybt et par gange. Prøv at slå hovedet fra og mærk din krop.

Spørg dig selv, hvordan du har det. Har du det koldt? Eller varmt? Er du tørstig? Trænger du til at hvile dig? Eller bevæge dig? Er dit tøj behageligt?

Stil dig selv de spørgsmål, du behøver og giv dig selv det, du har brug for: noget at drikke, skifte tøj, hvile eller bevægelse, eller hvad det nu ellers kan være.

Det kan også være, at du har det lige som, du gerne vil have det, og så kan du bruge øvelsen til at glæde dig over det.

Lav øvelsen lige så mange gange om dagen, du orker.

 

Du vil takke dig selv

 

Det kan føles fremmed at skulle stoppe op og mærke efter på den måde – især hvis du er vant til at være meget i hovedet. Det kan også være, du vil synes, det er selvcentreret at skulle mærke sine behov mange gange om dagen. 

MEN DET VIRKER.

Når du har lavet øvelsen nogle dage (eller uger!), vil du begynde at være bevidst om dine behov uden at skulle stoppe op og mærke efter.

Når du bliver bedre til at mærke dine behov, er du samtidig med til at opbygge eller forstærke dine grænser, fordi du bliver bedre til at mærke, hvad du har lyst til, og hvad du ikke har lyst til.

Hav tillid til, at det virker, og du vil takke dig for at lave øvelsen, når du begynder at mærke effekten.

 

Kom med i fællesskab

 

Hvis du har lyst til at komme med i et fællesskab omkring selvomsorg, er du velkommen i Facebook-gruppen “Farvel til stress og jag: Vejen til overblik og overskud”

Her tager jeg emner op som behov, selvkærlighed, grænser, prioritering af tid og energi, personlige værdier og en masse andet omkring mental sundhed. 

Det er et trygt og inspirerende fællesskab, hvor der er plads til både at motivere og at være sårbar.

Du er velkommen til at hoppe med om bord.

Kærlig hilsen

Heidi